Bøger / skønlitteratur / digte

Træet og springvandet : en gadepoesi


Beskrivelse


Digtsamling, hvor byen og ikke mindst nattelivet er dynamo og inspiration for lyrikken.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. dec. 2010

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 3. dec. 2010

Relativ smal målgruppe til lyrik. Vil tiltrække yngre lyrik-læsere og er fin i forskellige undervisningssammenhænge.

Det kommer bestemt ikke bag på mig, at Claus Ankersen (f.1967) bl.a. er "spoken word-artist". Hans samling virker dejlig rå og netop mundret på den retorisk direkte måde, der kendetegner "spoken word poetry". Han er også installationskunstner, og har som noget af det seneste lavet dokumentarfilmen Peanuts og fri fad : en rejse gennem scenekunstlitteraturens Danmark, 2009, der fortæller om genrens status i Danmark. Og ord er der nok af i hans nye samling. Sjældent har jeg læst så mange ord i én digtsamling. Det sprudler og syder. Omdrejningspunkter er byen, gade- og nattelivet. Ikke mindst Enghave Plads er ofte centrum. Der er kærlighed og der er sex. Her er forhold finito via sms. Og man drikker "breezers". Det er humoristisk og ramsaltet. Det er lige på og hårdt. I noterne bagerst erfarer man at flere af digtene er udgivet før, men fx også at referencerne til karakteren Torben Steno ikke har noget at gøre med den virkelige Torben Steno. Et udpluk: "Der er noget beroligende ved springvand/ Særligt når man kombinerer lyden med synet af hvide bomuldstrusser mellem brune pigeben...".

Jeg kommer til at tænke på Dan Turéll og nyere ord-provokatører som Claus Beck-Nielsen eller Peter Dyreborg.

Velgørende humoristisk samling med satirisk bid, der må tiltale et mindre og sikkert yngre publikum.