Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Tor og jætterne


Beskrivelse


Tordenguden Tor er meget stærk og kan klare rigtig meget. Men kan han også klare Udgårds-Loke og andre jætter? Det fortæller Rolfs farfar Gamle Magne om.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 2004

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 9. sep. 2004

De gamle historier om de nordiske guder mister vist aldrig deres popularitet. Derfor skal nok også denne udgave blive lånt og læst med lyst og interesse. Som en Dingo. Blå af de letteste kan elever i 4. og 5. klasse (fra ca. 10 år) selv læse de spændende historier om Tor og hans oplevelser. Som en ramme om gudesagnene lægger forfatteren fortællingerne i munden på Gamle Magne. Han er farfar til drengen Rolf, som bor i en landsby, der eksisterede for mere end 1000 år siden. Rolf lytter med interesse, når Gamle Magne fortæller de bedste historier om Tors bedrifter: hvordan han fik sin hammer - mistede den - og fik den igen, om Tors rejse til Udgård, mødet med Skrymer, væddemålet med selveste Udgårds-Loke m.fl. Trods det letlæste sprog har teksterne saft og kraft, og det bliver i vældig høj grad understreget af de mange iøjnefaldende og farvestrålende illustrationer. Kæmperne er virkelig store, frygtindgydende og kolossalt grimme. Loke ser utrolig snu, forfængelig og utroværdig ud. Forsiden viser Tor i færd med at plante Mjølner i Skrymers pande og bagsideteksten lover en spænding, som bogen fint indfrier.