Film / fiktion / tv-serier

Tomgang (Sæson 2)


Beskrivelse


Mathias, Theis og Aslan hænger ud på hjørnet, hvor Mathias' kiosk ligger. De tre dagdrivere prøver at holde skruen i vandet, men Mathias har svært ved at opnå nærkontakt med Mie, Theis har idelige problemer med sin mor, som han stadig bor hos, og Aslan kæmper med sit job som politiaspirant.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. dec. 2014

af

af

Ulrich Breuning

d. 5. dec. 2014

Med manuskript af Mick Øgendahl og med Rasmus Heide i instruktørstolen er der i 2. sæson af Zulus serie "Tomgang" om tre umodne drengerøves genvordigheder igen lagt an til nye pinligheder, overraskelser og frem for alt gode grin. For alle, der nyder at slappe af med veldrejede, uforpligtende komedieserier.

Mathias, Theis og Aslan hænger ud på hjørnet, hvor Mathias' kiosk ligger. De tre dagdrivere prøver at holde skruen i vandet, men Mathias har svært ved at opnå nærkontakt med Mie fra blomsterforretningen, Theis har idelige problemer med sin mor, som han stadig bor hos, og Aslan kæmper med sit job som politiaspirant. Serien bygger meget på de populære skuespilleres og standupperes tydelige talent for situationskomik, der spænder fra at skulle befrugte en lesbisk veninde og lege med dildoer til at skulle forholde sig til Theis' mors knude i brystet.

Stimulerende for lattermusklerne og anbefalelsesværdig som sådan og for velturneret tv-dramatik i det lille format, men ikke en livsnødvendighed. Mick Øgendahl, Rune Klan og Sammi Darr er perfekte som de tre ungersvende, der prøver at holde styr på hverdagen og ikke mindst sig selv og desperat prøver at undgå at blive voksne.

Ideen med en kiosk/forretning som omdrejningspunkt og mødested for små menneskeskæbner kendes fra Smoke, mens drengerøvskomikken har genklang fra Casper Christensens og Frank Hvams serie "Klovn".