Film / fiktion / tv-serier

The Knick. Disc 1, episodes 1 & 2


Beskrivelse


På Knickerbocker Hospital, kaldet The Knick, i New York år 1900 står kirurgen John Thackery i spidsen for en række eksperimenter, der med datidens hjælpemidler udvikler lægekunsten, samtidig med at han kæmper med interne stridigheder og sin egen afhængighed af stoffer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. sep. 2015

af

af

Frans Rasmussen

d. 4. sep. 2015

Fremragende tv-serie med udviklingen af moderne lægekunst som emne. Fra 15 år.

New York City år 1900. På Knickerbocker Hospital, kaldet The Knick, står kirurgen John Thackery i spidsen for udvikling af lægekunsten. Ofte med et auditorium fuld af kollegaer som publikum forsøger han sig med nye kirurgiske metoder til at redde sygdomstilfælde, der synes håbløse. Ikke altid med succes, men ofte med metoder, der bringer lægevidenskaben videre. I første sæsons 10 afsnit følger man en lang række operationer, men der fortælles også om historierne bag. Ikke mindst Thackery's egen. Han kæmper med et omfattende kokainmisbrug. Centrale temaer i serien er hans forhold til menneskene bag patienten, hans anstrengte forhold til en ny kollega, Dr. Edward, som er sort og hospitalets elektrificering og anstrengte økonomiske forhold.

Serien er ren fiktion, men forstår som periodedrama at slå ned på centrale problematikker i tiden omkring menneskesyn og videnskab. Ikke mindst et fremragende spil af Clive Owen som den sammensatte Thackery gør serien til en medrivende oplevelse. Alle afsnit er instrueret af Steven Soderbergh, der med sin sans for skæve billedkompositioner giver den ensartethed og gør den til filmkunst. De mange operationer er ofte blodige, men udpensles ikke unødigt og har mening i forhold til temaet. En vedkommende og anderledes serie.

Ligger med sin realisme milevidt fra den traditionelle hospitalsfilm.