Spil / computerspil

The evil within


Beskrivelse


Adventurespil. Tag rollen som kriminalinspektør Sebastian Castellanos og forsøg at overleve i en Horror-parallelverden fyldt med vanskabninger, rædsler og uforklarlige hændelser. I kamp mod overnaturligt stærke fjender skal du løse mysteriet om den ondskab som er løs.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 2014

af

af

Peter Martin Jørgensen

d. 16. okt. 2014

Splattet survival horror-spil for de ældste spillere, hvor man som detektiven Sebastian kæmper for livet gennem en uhyggelig verden af monstre og mareridt.

Som detektiv på en mystisk sag, bliver man suget ind i en surreel verden befolket af utænkelige monstre der emmer af ondskab. Missionen er at overleve samt at finde og bekæmpe ondskabens kilde. Gennem 15 hæsblæsende kapitler jagtes man stort set uden pauser. Ofte kan det betale sig at gemme sig, men fjenderne er smarte og gennemskuer snart gemmesteder og afledningsmanøvrer. Man ser Sebastian over skulderen, og spillet afbrydes fra tid til anden af scriptede scener der binder historien sammen. Miljøer og monstre tager udgangspunkt i bunker af gyserfilm, og fans af den genre vil genkende adskillige elementer.

Dette er virkeligt ikke et spil for de sarte. Lyden er mørk og skurrende og er med til at skabe en filmisk stemning, der får hårene til at rejse sig. Grafik og banedesign er udfordrende og flot med klaustrofobiske gange, uvirkelige monstre og masser af blod. Sværhedsgraden er temmelig høj, og som spiller bliver man ustandselig hakket i småstykker af økser, kløer og motorsave. Det ændrer ikke på at man som spiller vender tilbage igen og igen. PEGI er 18 pga. vold og sprog. Fra 15 år.

Manden bag dette spil står også bag den utroligt populære Resident evil 6 (Playstation 3) og de andre i den serie.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 2014

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 16. okt. 2014

Tag rollen som kriminalinspektør Sebastian Castellanos og forsøg at overleve i en horror-parallelverden fyldt med vanskabninger, rædsler og uforklarlige hændelser. I kamp mod overnaturligt stærke fjender skal du løse mysteriet om den ondskab som er løs. Fra 15 år.

Under en efterforskning af et makabert massemord på et gustent psykiatrisk hospital støder hovedpersonen på en mystisk kraft. Efter at have været slået bevidstløs vågner han i en parallelverden fyld med rædsler og vanskabninger i besiddelse af en voldsom styrke. Genren er survival-horror og da man har meget begrænsede mængder af våben, er det ufattelig svært at slå de overnaturligt stærke fjender ihjel. I stedet gælder det om at være snedig og bruge fjendernes egne fælder og våben imod dem selv, ofte i stealth-mode. Grafikken er passende gusten og ikke mindst lydsiden puster til horror-stemningen. Sprog: engelsk.

Spillet formår både i grafik, lydside og gameplay at skabe en fed stemning af rendyrket rædsel, og selv om man dør i spillet ufattelig mange gange bliver man alligevel ved med at tage spillets udfordringer op. Spillet har en passende PEGI-rating på 18 med ikoner for vold og upassende sprog.

Spillet er lavet af manden bag Resident evil - revelations (Playstation 3) serien, men sammenlignet synes jeg bestemt at dette spil har fundet sin helt egen horror-profil.


Gameplay [online]

d. 28. okt. 2014

af

af

Anders Lauge

d. 28. okt. 2014


Berlingske tidende

d. 24. okt. 2014

af

af

Jacob Riis

d. 24. okt. 2014