En fremragende islandsk roman om tre generationers liv i Island i dette århundrede, helt op til vor tid. Historiens persongalleri består af børn og voksne i en spraglet slægt og dens ikke mindre farverige omgangskreds: Bárdur, opkomling og fidusmager, Sigfús, skrothandler, der sover i sin kedeldragt, Skrabe Valdi, sørgmodig mand som bor i et kartoffelskur, Julli Hjulkapsel, specialist i...ja gæt engang. Her er fantastiske og sarkastiske historier om druk, bedrifter, iværksætterkultur a la "Klondyke," selfmade mænd og bøvede typer, hykleri og forstillelse samt rørende skildringer af ensomhed og ulykke. Alt dette bliver på behændigste vis til en perle af en roman, der har alle kvaliterne: sproglig spændvidde, realistisk overbevisende og poetisk løftende og sidst men ikke mindt: historien er fortalt med formiddabel sans for det grotesk humoristiske (i stil med Joseph heller, Kurt Vonnegut, John Irving og Niels Hausgaard). Under læsningen ler man, så tårerne triller på trods af, at humoren ofte udspilles med tragisk baggrund. Titlen alluderer til en formulering i Laxdæla saga. Forfatteren er i forvejen kendt af det danske skønlitterære publikum.