Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Stoppenålen


Beskrivelse


Stoppenålen var fin på den. Hun bildte sig ind, at hun var en fin synål. Hun knækkede, men kokkepigen brugte hende som brystnål. Nålen faldt i vasken og kom ud på en rejse. Nålen gjorde sig kostbar, men endte alligevel i rendestenen.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. nov. 2004

af

af

Betty Folino (skole)

d. 24. nov. 2004

Der er tidligere udkommet 10 af H.C. Andersens eventyr i serien Dragebøger, som kom i forbindelse med Temaværksted - H.C. Andersen. Nu kommer yderligere 6 eventyr, Hyrdinden og skorstensfejeren, Stoppenålen, Den lille havfrue, Den grimme ælling, Fyrtøjet og Nissen hos spækhøkeren alle genfortalt af Jørn Jensen, men med forskellige illustratorer. Bøgerne har samme format og udseende som de øvrige i serien. Flotte, farverige og detaljerede illustrationer fylder meget på hvert opslag og understøtter teksten fint. Teksten er forkortet en del i forhold til den oprindelige. Enkelte sjældne ord er forklaret, men mange af H.C.A.'s specielle formuleringer er udeladt eller omformuleret for at gøre teksten nemmere at læse. Illustrationerne og bøgernes format gør dem egnede til oplæsning fra ca. 5 år. Endvidere er de velegnede til læsetræning fra ca. 9 år. Bruges bøgerne til læsetræning kan der hentes opgaveark på forlagets hjemmeside. Til sammenligning kan nævnes, at Dingo. Gul-udgaver af de samme eventyr er af nogenlunde samme sværhedsgrad og til samme målgruppe, disse er til gengæld kapitelopdelte, med kortere linjelængde, færre illustrationer, har større tekstmængde og rammer tættere på H.C.A.'s oprindelige tekst.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2004

af

af

Lisbeth Thue (skole)

d. 3. nov. 2004

Endnu et bud på en serie, som man kan anvende, når H.C. Andersens fødselsdag skal fejres i april. Forlaget Gullhoj udgiver mange små bøger til formålet. Denne pakke hedder H.C. Andersens eventyr. 3 og består af 10 forskellige bøger, cd samt kopimappe med opgaver og facithæfte. Jeg har haft mulighed for at læse de ti bøger indeholdende 11 mere eller mindre kendte H.C. Andersen-eventyr. Umiddelbart signalerer de små bøger letlæsningsbøger, men de henvender sig til øvede læsere fra 10 år. Lix ml. 17-24,4. Sprogbrugen er rimelig tro mod originalteksterne, hvilket jeg finder godt. Flere steder er anvendt svære ord og ældre begreber, som kræver en forklaring - her vil jeg blot nævne: høstmanøvre, stængede og anseelse. Teksterne, der er sat med en stor åben sats, er inddelt i afsnit. Hver bog er illustreret med 4 helsides illustrationer i farver samt et indbydende omslag. Bagsiden giver et kort citat fra teksten. Titelbladet viser en silhuet af Andersen. Alle eventyr indeholder dyr eller ting med menneskelige egenskaber, og det er i deres skæbner, disse personificeringer, Andersens budskab eller morale befinder sig. Fx hvis man er for fin på den, ender man i rendestenen eller i tagrenden, og driller man, kommer hævnen senere i livet.