Denne roman er generelt til de læsere, der kan lide historier om de grundlæggende relationer mellem mennesker, men mere specifikt handler den om sygdommen alzheimers, og dens absolutte uafvendelighed. Ikke for sarte sjæle, læseren skal være forberedt, men så venter også en god oplevelse

.

Alice er som 50-årig professor ved Harvard og en international kapacitet. Hun har voksne børn og en fraværende karriereægtemand, John. Hun lever selv et travlt liv; er dog plaget af overgangsalder, stress og hvad hun tror er følgevirkninger, fx glemsomhed. Det er langt værre, og hun får konstateret alzheimers. John får besked ("det kan ikke passe!"), børnene får besked ("er det arveligt?, jeg vil ikke være en grøntsag"). Inden da vises familierelationerne med børnenes forskellige og godt skitserede karaktertræk, og hendes mands gribende afmagt. Forfaldet sniger sig ind på Alice, og sproget følger det fint, vi oplever tæt på angst, usikkerhed og opløsningen af Alices bevidsthed. Det er knugende, man får som læser en klump i halsen. Der er måned og årstal ved afsnittene, det er også med til at vise, hvor uafvendelig nedbrydningen er

.

Der er beslægtede udgivelser om alzheimers, fx videoerne Iris om forfatteren Iris Murdoch, og En sang for Martin efter Bogen om E af Ulla Isaksson

.

Forfatteren har en baggrund i neurovidenskab og kan også fortælle en historie, der er svær at slippe

.