Bøger / faglitteratur til børn

Spionhåndbogen


Beskrivelse


Side 10-14: Hemmelig skrift og sprog (Koder og usynlig skrift); side 15: Morsealfabetet; side 24-27: Sminkning; side 40-44: Sportegn.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. dec. 1999

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 21. dec. 1999

Denne fornøjelige "håndbog" for spioner rummer et væld af ideer til, hvordan man "spionerer". Her er ideer til skjulesteder for meddelelser, til hvordan man ryster forfølgere af sig, til koder og hemmelig skrift, til signaler og forklædninger og meget, meget mere. Desuden rummer bogen forslag og ideer til spion-lege og en række opgaver, hvor man kan teste sine evner som spion. Ideerne er næsten alle sammen lette at afprøve, og det udstyr, som kræves, er generelt billigt og til at få fat på for børn. Den relativt let læste tekst er sat med store typer og består fortrinsvis af billedtekster til bogens farvelagte stregtegninger, som på udmærket vis illustrerer de mange spion-ideer. Illustrationerne er holdt i en munter tegneserie-stil, der passer godt til bogens emne og tekstens sprogtone. Illustrator er vi tidligere stødt på i bl.a. Mit eget leksikon, 2. udg. 1991. Bogen rummer hverken indholdsfortegnelse eller register og heller ikke nogen litteraturliste. Den kan indholdsmæssigt minde om den ligeledes oversatte Detektiv sjov fra 1998 og den danske Med skæg og hat og blå briller fra 1990, hvor det at lege spioner i begge bøger er det centrale tema. Selvstændig læsning fra ca. 10 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. dec. 1999

af

af

Lars Damm Jensen (skole)

d. 21. dec. 1999

Spionhåndbogen er sprængfyldt med tips og ideer til at lege spion. På en lang række to-siders temaopslag introduceres spionhåndværket med overskrifter som f.eks.: "Aflevering af meddelelser", "Koder og hemmelige meddelelser", "Forklædningsråd", "Afledninger", "Skygning". På opslagene indledes temaet i en kort brødtekst, hvorefter læseren kan gå på opdagelse i og lære af en række enkle naivistiske illustrationer i klassisk tegneserieformat. Tegningerne er i klare farver og har en kort uddybende og forklarende tekst. Det er en rigtig bladrebog, hvor øjet fanges af mere eller mindre realistiske indslag, giver inspiration til spionlege samt stiller en række iagttagelsesopgaver, der viser, om læseren er på rette spor. At lege spion, skygge andre og kommunikere i et hemmeligt kodesprog er lege, der med jævne mellemrum dukker op, og bogen giver mange ideer til læsere på 4.-6. klassetrin. Bogen kan udmærket supplere Jim Højbergs bøger med samme tema, som f.eks. 79.3 Med skæg og hat og blå briller, (1990), 19.523 Nemme koder, (1998) samt bøgerne om Agent 3-2-1 Bang fra begyndelsen af 90'erne.



Informationer og udgaver