Bøger / faglitteratur / kogebøger

Sommermad i Skagen : sol, sommer og blæst med god og let mad


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. juli 2005

af

af

Kent Skov

d. 1. juli 2005

En rigtig sommerkogebog, der både handler om mad og (sommer)liv i det fremdeles populære feriemål Skagen. Forfatteren giver i sit forord en baggrund for egnens egenart og fortræffelighed og de råvarer der fås fra de lokale ja, efterhånden også landskendte leverandører af gode fødevarer. Kogebogen er en umiddelbart tilgængelig sag med "sommerhusopskrifter", hvor tilberedningsmetoden og alle enkelte råvarer ikke er en forudsætning for at opnå et godt resultat. Vi er altså i den lettere og mere traditionelle afdeling af danske kogebøger, som har en renæssance i disse år. Et tværsnit af bogen byder på sommerklassikere som fiskefrikadeller med remoulade, karry- og gravede sild og laks, forskelligt tilberedte jomfruhummerhaler, sprængt andebryst, marineret lammekrone, grøntsagsterrin, kolde kartoffelsalater, æble- og rabarberkage/tærte, chokolademousse og diverse vanille- og frugtistyper. Det hele let krydret med inspiration fra de sydlige himmelstrøg: den genopdagede lækre italienske klassiker panna cotta her med frisk frugt og et bud på en rødbedesalat med feta og korianderfrø m.m. Opskrifterne er lette at gå til og bogen er enkelt opbygget over de valgte grundingredienser - eller retter: Kolde/varme supper, sild, skaldyr og fiskeretter, kød/fjerkræ, grøntsager/salater og desserter, sommerdrikke og snapse. Hvis der er hul i hylden med let dansk mad er denne bog et udmærket bud.