Niels Brunse bruger ingen fodnoter, når han oversætter Shakespeare. Helt bevidst: et skuespil skal forstås direkte fra scenen, og derfor forsøger han at lægge eventuelle nødvendige forklaringer ind i teksten. Og det fungerer: Ikke en eneste gang under læsningen af disse tre herlige forvekslingskomedier, følte jeg, at der var noget, jeg havde vanskeligheder med at opfatte. Og så kan man mærke, at det er tekster, der er oversat direkte til nutidens scener: sproget er let, muntert og klangfuldt. Specielt har denne oversættelse kælet for narrene: Feste i Hellligtrekongersaften er udpræget "holbergsk" i sine bevisførelser, og Prøvestens logik i Som man behager fik mig til at le så højt på en regnvåd søndag, at familien knapt ville tro, at det var Shakespeare, jeg læste. Det er oplagt, at - næsten - alle biblioteker har disse tre skuespil i op til flere oversættelser, men jeg tvivler på, at vi har udgaver, der er helt så letlæselige og morsomme! Seriøse amatørteatergrupper kan her prøver kræfter med store stykker uden at forløfte sig. Niels Brunse holder fuldt ud niveauet fra Hamlet i 1997.