Det kan forekomme modsætningsfyldt, at frigørende pædagogik og socialisering kan gå i spand sammen. Antiautoritær pædagogik, der er borgerlig, har også frigørelse som hovedsigte, men kun fra noget (tvang og undertrykkelse) og ikke til noget (at få muligheder for at handle i overensstemmelse med sine objektive interesser og behov). Det er her socialiseringen hægtes på. I Børnehaven - kritiske arbejdspapirer 1 & 2 (1973/75) analyseres problemer omkring frigørende pædagogik, men den teoretiske referenceramme er for uklar og svag, og det er dette K. P. (medredaktør af arbejdspapirerne) - via sin bearbejdede magisterkonferens i psykologi -her søger at råde bod på. Efter en imponerende karruseltur og ret svære sjælekampe vælger hun sovjetpsykologien, specielt den kulturhistoriske skole, der i modsætning til vestlig psykologi skulle indeholde muligheden for at begrebsliggøre mennesket som et samfundsmæssigt væsen. Inden valget præsenteres og kritiseres såvel amerikansk - som den nye kritiske socialiseringsforskning (teoretisk og empirisk). I forordet fastslås, at der ikke er tale om »afslapningslekture«. Dette lever den tilskårne konferens smukt op til uden at pædagog- og psykologistuderende er denne grund behøver at stige af vognen. Den afsluttende litteraturliste, som der fortløbende henvises til fra teksten, indeholder 270 titler.