Bøger

Slaget på reden


Beskrivelse


Om slagets forudsætninger, de uden- og indenrigske forhold, militærtaktiske og politiske forberedelser, slagets gang, vurdering af udfaldet, magtkamp mellem Parker og Nelson samt danske og engelske helte og kujoner. Prøv-din-viden afsnit med svarliste. Vigtige årstal.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2000

af

af

Lisbeth Thue (skole)

d. 9. okt. 2000

Slaget på Reden er en helstøbt bog til undervisningen fra 7. kl., når man arbejder med Danmarkshistorien. Forfatteren har lavet et stort researcharbejde, og han beretter i tekst og billeder om det dramatiske slag d. 2. april 1801. Bogen redegør for tiden inden det engelske angreb på Danmark, om hvilke forberedelser man gjorde sig, og der er afsnit om fremtrædende danske og engelske personligheder såvel helte som kujoner. Læseren får et fint indtryk af magtkampen mellem viceadmiral Parker og næstkommanderende Nelson. Derefter følger en spændende beskrivelse af selve slaget og dets afslutning. Bogen er gennemillustreret med malerier fortrinsvis fra Det kongelige Bibliotek samt Willemoesgaarden i Assens. Forfatteren afslutter afsnittene med at stille læseren nogle spørgsmål, man kunne undre sig over/overveje. Bagerst giver han kommentarer og sit bud på mulige svar. Der er ligeledes et afsnit - "Prøv din viden" - som man kan bruge til repetition. En oversigt over vigtige årstal, der har betydning for forståelsen af slaget, en litteraturliste samt et stikordsregister afslutter bogen.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2000

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 9. okt. 2000

Bogen er egentlig beregnet til undervisningsbrug, hvilket fremgår af de spørgsmål, der ledsager teksten, med tilhørende facitliste bagest, men bogen er skrevet på en måde, der gør den lige så velegnet til selvlæsning fra ca. 11 år. Den giver historisk interesserede børn et godt indblik i de historiske forudsætninger for det berømte søslag og selve slagets gang. Forfatteren beskriver og vurderer på en overskuelig måde de relevante indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, der var forudsætningen for søslaget. Derefter behandler han de militærtaktiske og politiske forberedelser til slaget og selve slagets gang og giver en vurdering af udfaldet af slaget. De mange facts formidles i et flydende sprog, der oplives af enkelte anekdotiske oplysninger. Teksten uddybes af mange velvalgte og fine samtidige illustrationer (træsnit, kobberstik, malerier m.m.). Emnet er behandlet mindre omfattende som afsnit i andre fagbøger for børn om Englandskrigene.