Pablo Llambias' store fortælling om sig selv vil appellere til alle der interesserer sig for den tendens, der gør sig gældende i skønlitteraturen lige nu til at ophæve de vandtætte skodder mellem virkelighed og fiktion.

Den sidste sonet i dette afsluttende bind, der har titel efter et bjerg i det vestlige Schweiz, rummer en slags happy ending: Forfatteren er på vej til at have overvundet den midtlivskrise, der har været omdrejningspunktet i trilogien. Depressionen er klinget af og han har mødt en ny kæreste. Som i de foregående bind er der tale om sonetter, der trods den klassiske form mere har karakter af (knæk)prosa som kan rumme personlige bekendelser, kommentarer og refleksioner. Tilsyneladende med fuld overensstemmelse mellem bogens jeg og forfatteren. Men kun tilsyneladende, for bogen rummer også et metalitterært spor, der ikke blot handler om værkets egen tilblivelse, men også udtrykker skepsis i forhold til den traditionelle selvbiografis forestillinger om autenticitet og tro på, at det overhovedet er muligt "at fortælle en sammenhængende historie om subjektet".

Hos forfattere som Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal, Claus Beck-Nielsen og Hans Otto Jørgensen finder der tilsvarende forsøg på at ophæve grænserne mellem fiktion og selvbiografi.

Som de foregående bind i trilogien er dette også et stykke gedigent bekendelseslitteratur, der til forveksling ligner virkelighed, men samtidig også en raffineret litterær selvfortælling, der skal læses med flere briller på samtidig.