Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Selene Vesta - og rejsen hjem


Beskrivelse


Selene bor hos sin morfar, præst og mormor, heks. Selv er hun et månemenneske der kan se hvad der vil ske, fx at hendes bror bliver reddet ud af flammer.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. dec. 2001

af

af

Betty Folino (skole)

d. 17. dec. 2001

Pigen Selene fødes en fuldmånenat og overlades straks til sine morfar og mormor, hhv. landsbypræst og klog kone. Mormor har overnaturlige evner. Hun opdager, at Selene er synsk, og oplærer hende i bl.a. trylleremser og urtemedicin. Samtidig fortæller morfar historier fra Biblen. Således konfronteres Selene gennem hele sin opvækst med kontrasten mellem den kristne tro og andre trosretninger. En dag kommer Selenes mor, far og lillebror for at tage hende med til England for at tilslutte sig en sekt og "blive frelst". Selene portrætteres som en selvstændig men fornuftig pige, der handler efter egen overbevisning. Moderen skildres som umoden og usympatisk. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er egnet som mor, vejer tungt i fortællingen. Familiekonflikter, hændelser på rejsen til og fra England samt tilbageblik i Selenes liv fylder meget i fortællingen. Måske så meget, at målgruppen får svært ved at få øje på bogens budskab: at man selv må finde ud af hvad/hvem man vil tro på; at man ikke må lade andre bestemme det. Kan anvendes til oplæsning og samtale fra 1. kl. Den store, læsevenlige sats samt enkle og korte sætninger gør, at bogen kan læses fra 3.-4. kl. Omslaget viser personer og hændelser fra bogen og vil primært appellere til piger.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. dec. 2001

af

af

Else Lerche

d. 17. dec. 2001

Forfatteren skriver bøger for voksne. Det er hendes første børnebog. Den kan læses fra 10 år. Det gennemgående tema er tro præsenteret i forskellige former: den kristne, muslimske, en sekt med en selvbestaltet guru, en heks og det at være usikker på hvad man skal tro. Selene, o.10 år?, bor hos morfar Arne, præst, og mormor Ana, heks. Hun er et månemenneske der af og til kan se hvad der vil ske. Hun er tryg hos bedsteforældrene, men uden varsel henter hendes forældre, som hun knap kender, og lillebror hende. Mod sin vilje kommer hun med dem til England, til en sekt der mod betaling underviser dem i at finde vejen til frelse. Selenes mor er et søgende, splittet menneske. Forældrene opgiver sekten, vender hjem til Ana og Arne, og faren dør. Selene fortæller, også i små tilbageblik der giver en bredere helhed. Meget er svært at forstå for Selene og derfor også for læseren. Personerne kommer man ikke ind bag, men man mærker at Ana og Arne er det faste, trygge fundament. Selene selv er et usædvanligt barn hvis usædvanlige historie man gerne vil læse til ende. Teksten er sat i en stor åben sats. Sproget er letforståeligt og flydende. Bagsiden giver et klart billede af indholdet. S/h tegninger i bogen er lidt stive, og forsiden har et godt blikfang.