Sange fra Skyggernes Dal : digte

Digtsamling med et dødstema og barske beskrivelser, der næppe vil vække håb og fortrøstning hos andre, der har tilsvarende skræmmende tanker om død og fordærv. For interesserede i ny lyrik med døden som emne.

René Strunchs digte er som dommedagsvisioner og mareridt med beskrivelser af menneskets allersidste tid og død. Flere af beskrivelserne er ikke for sarte sjæle med celleforandringer, åbne grave og tilsvarende ormegårde, der måske bedst kan sammenlignes med en splatterfilm eller tekster fra en heavy metal-gruppe, en musikform, René Strunch også selv dyrker. Variationerne over dette tema er således legio og kan i længden virke ensformige for den læser, der helst vil holde det morbide tema ud i strakt arm. I René Strunchs bog findes både digte med rim og rytme og digte i fri form, ligesom der også er eksempler på sprogfinurligheder som "den daglige død tager livet af en" eller det utrolige ord "drømmevisitationer".

"Jeg dør en lille smule for hvert sekund", skrev Grethe Risbjerg Thomsen så smukt, ligesom Peter Poulsen gør sig overvejelser over sin alder i Rulleteksterne. Jeg mindes dog ikke en tilsvarende digtsamling, som på samme måde kredser om døden som Strunchs Sange fra Skyggernes Dal, der nok mere vil vække genklang hos læsere af fx Erwin Neutzsky-Wulffs mere dystre romaner.

Strunchs digte, der er i denne samling så minutiøst skildrer døden og det menneskelige fordærv, vil af samme grund næppe finde mange andre læsere end dem, der er søger efter dette emne.

Læs hele vurderingen