For yndere af historiske dagbogsskildringer.

Ruth Maier (RM) voksede op i Wien som sin fars datter i en intellektuel jødisk højborgerlig familie og førte dagbog fra sit 12. år. Da jødeforfølgelserne spidsede til, blev hun sendt i sikkerhed i Norge, hvor hun hurtigt lærte sproget og senere efter den tyske besættelse tog studentereksamen. 1942 blev hun sammen med 531 andre jøder indfanget og myrdet i Auschwitzs gaskamre. RM blev kun 22 år, og dagbøgerne, som sammen med en del breve udgør bogen, er et tragisk eftermæle for en indadvendt tænksom intellektuel ung pige, der gør sig mange tanker om situationen, og forholdet til dem hun møder. I slutningen af bogen blev RM indlagt med psykiske problemer og følte sig stadig mere ensom og isoleret - en isolation, hun dog heller ikke selv gør meget for at bryde. Kun det meget nære venskab med lyrikeren Gunvor Hofmo var et lyspunkt. RMs tanker og stadige selvrefleksion virker ofte privat, fragmentarisk og lidet alment vedkommende. Hofmo kan være en indfaldsvinkel hos norsk publikum, men nogen ny Anne Frank har jeg svært ved at se i de 400 sider, som vil få svært ved at fænge hos den almene danske læser.

Primært en tænksom ungpigedagbog fremfor et decideret holocaust-dokument.

En trist og tragisk jødisk ungpigeskæbne formidlet i dagbøger og breve. Den indadvendte private refleksion og den springende formidling bevirker dog, at bogen ikke vil have bred appel hos holocaust-litteraturens læserskare, men primært henvender sig til et begrænset publikum.