Spil / computerspil

Prince of Persia - the forgotten sands


Beskrivelse


Actionspil. The Prince of Persia er rejst til sin hjemstad for at besøge storebror Malik, men da byen bliver angrebet af onde væsner hidkaldes hjælp fra en hær af sandsoldater. Desværre indeholder sandet nogle meget farlige kræfter, som forløser et grumt monster. Spillet handler herefter om at jage og bekæmpe dette monster.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. juni 2010

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 15. juni 2010

Wii. "Prince of Persia" er en klassiker blandt platformspillene, og den nyeste titel i serien med undertitlen "The forgotten sands" er et kombineret action- og 3D platformspil. Al tekst og tale er engelsk (bl.a. hints undervejs), men spillet er meget intuitivt og kan spilles uden at man forstår sproget. Spillet er nogenlunde let, men kræver en del behændighed. Der er hyppige savepoints, så man aldrig skal starte ret langt tilbage, hvis man dør. PEGI er sat til 12 med ikoner for vold og råt sprog, hvilket er overdrevet, da kampene på ingen måde er udpenslede. Målgruppen er fra 10 år - og i høj grad voksne.

Prinsen skal løbe, klatre og hoppe rundt i flotte 3D landskaber og undgå fælder, åbne porte, finde skatte og nedkæmpe fjender. Man kan angribe på forskellige måder med forskellige tastekombinationer, som præsenteres undervejs. Spillet styres vha. remote og nunchuck, og wiiéns muligheder udnyttes fuldt ud. En kvindelig ånd giver prinsen diverse magiske kræfter i løbet af spillet. En smart finesse er, at man kan måle, om man kan hoppe over til fx en afsats, og når man hopper, kan man sigte, så man ikke rammer ved siden af. Grafikken er sjældent et wii-spils stærkeste side, men dette er uhørt flot! Scenarierne veksler imellem gold ørken, gamle templer, forrevne klipper og meget andet, og der er helt fantastiske lys/skygge-virkninger.

Spillet er et velkomment gensyn med en populær figur indenfor platformgenren, og der er virkelig sket meget siden det første "Prince of Persia" i 2D udkom i 1989.

Spillet hører til blandt toppen af wii-spil og vil have et bredt publikum.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. juni 2010

af

af

Sven Jeppesen

d. 15. juni 2010

PS3, Xbox 360. Prince of Persia - the forgotten sands er et action/adventure-spil for de store drenge. PEGI er 16 på grund af de mange voldsomme og "realistiske" slagsmål, men jeg tror nu, at 15 år er den rigtige aldersgrænse. Spillet er på engelsk, og det er designet, så det kan spilles igennem af en enkelt spiller på 6-8 timer.

Prinsen, storebror Malik og dronning Razia kæmper mod de sandsoldater, der vil invadere Maliks kongerige. Det er en del af en tilbagevendende konflikt mellem væsner, der truer menneskeheden, nogle hjælpevæsner og den frygtløse og meget akrobatiske menneskeprins. Den seje akrobatik er vævet ind i gameplay, som derudover består af spark, sværdslag, og så det at vores helt, med hjælp fra Razia, behersker de fire elementer: vand, ild, jord og vind.

Dette spil er nummer fire i en serie om "The Prince of Persia" - den tidligere Prince of Persia - the sands of time er nu foreviget i en aktuel spillefilm, som ikke umiddelbart har ret meget med Prince of Persia - the forgotten sands at gøre.

Et godt actionspil med 6-8 timers underholdning, akrobatik og slagsmål - og en utrolig flot slutsekvens (ikke epilogen, som virker flad og stereotyp).