Postkort fra de døde

Intens digtsamling med sproglige billeder, der beskriver den døendes oplevelse af dødsøjeblikket. For interesserede i lyrik og eksistens.

Franco Arminio er Italiens førende nutidige forfattere. Han er samtidig samfundskritiker- og debattør og miljøforkæmper. Digtbogen her repræsenterer en lidt ukonventionel tilgang til døden - for hvad er det sidste billede, som mennesket tager med sig i dødsøjeblikket? I de korte prosadigte gestalter FA en lang række forskellige personer, hvis eneste fælles "karakteristika" er den måde, de oplever deres død på. Nogle digte er helt korte glimt: "Jeg var på stranden, jeg var lige kommet op af vandet og var ved at tørre/mig. Jeg faldt ned over et sandslot"//. Andre udfolder sig mere og er mere reflekterende over den konsekvens ens død kan have: "I starten vil de, der elsker os, have os/tilbage, så vænner de sig til, at vi er, hvor vi er.//".

Styrken ligger i den forskellighed FA behandler sit tema med vidt forskellige temperamenter, oplevelser og eksistenser omkring det at dø, hvis personen selv kunne skrive kort om det. Alvoren er indlysende, men nøgternhed og lakonisk humor er der også plads til: "Jeg døde på stadion. Mit hold, som/ var ved at vinde, var i defensivt spil/på midtbanen//". Fin og tankevækkende digtsamling.

Tæt på i ide, men mere fabulerende er Nyhavn og Borges De endnu levendes tanker om deres endeligt.

Læs hele vurderingen