Bøger / skønlitteratur til børn / roman

På benene igen


Beskrivelse


Simone på 15 år fortæller i dagbogen om sit hårde liv som ét af mange gadebørn i Australien. Det er svært at komme ud af dagligdagen med misbrug, bander, prostitution og vold, men måske lykkes det for Simone.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 1998

af

af

Per Drustrup Larsen

d. 12. jan. 1998

Titlen er lige så optimistisk som slutningen i bogen, der ligger et sted midt i feltet af denne efterspurgte ungdomsserie. Emnet er gadebørn i Australien og deres sørgelige verden med misbrug af forskellig art, prostitution, bander og vold. Interessen for gadebørn er dog universel, og emnet behandlet så alment interessant uanset geografien, så også danske unge vil få læsestof af både relevans og underholdningsværdi. Hovedpersonen er den 15-årige Simone, og bogen er formet som hendes dagbogsoptegnelser. Det eneste forstyrrende element er bogens typografi (Courier maskinskrift). Den er muligvis anvendt for at skulle give et autentisk præg men gør i stedet teksten svær at læse pga. bl.a. uens mellemrum. Forfatteren er australsk socialarbejder med unge misbrugere som speciale, og hun har helt klart baggrunden i orden til at skrive denne bog, der har et dokumentarisk skær over sig. Bl.a. kan forfatteren minde en del om en af bogens socialrådgivere, der er medvirkende til at hjælpe Simone ud af tilværelsen som gadebarn. Alt er dog slet ikke rosenrødt i beskrivelsen af denne ufatteligt barske underverden, for det mislykkes for langt de fleste andre gadebørn.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 1998

af

af

Mogens Bille (skole)

d. 12. jan. 1998

Gadebørn forbinder vi normalt ikke med Australien, men ikke desto mindre er denne temmelig trøstesløse og deprimerende beretning om den 15-årige, Simone, fra den fjerntliggende verdensdel. Forfatteren, som har arbejdet på et alkohol- og narkocenter, lader i dagbogsform en af sine unge klienter fortælle sin historie i et forløb, der spænder sig over ca. ni måneder. Og som allerede antydet er det en rystende, chokerende og trist skildring af børn og unge på 10 - 15 år, som deres unge alder til trods alle er fatalt mærkede af: alkohol- og narkomisbrug, vold, voldtægt, incest, prostitution og død. Simones dagbog er inddelt i ganske korte afsnit, som både er reflekterende og stærkt handlingsmættede og dramatiske. Og trods sine 200 sider vil den formodentlig fremstå forholdsvist let læst for målgruppen, som primært vil være piger fra 8.klassetrin. Bogen er i forlagets Grå serie , der er populær hos skolebibliotekets ældste lånere. Simones dagbogsoptegnelser om sine oplevelser som gadebarn kan med held anbringes i et emnesæt med titlen: gadebørn.