Bøger / faglitteratur

Orientekspressen : Orientekspressens historie fra 1883 til 1977


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. juni 2001

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 6. juni 2001

Orientekspressen vækker associationer om rige prominente togrejsende i luksuriøse interiører. Den har i tidens løb været filmkulisse for bl.a. Sean Connery som Bond i "From Russia with Love" og inspiration for bøger som Agatha Christies: Mordet i Orient-ekspressen. Blandt de mange rejsende som bidrog til auraen tælles masser af filmstjerner og regenter. Orientekspressen var ikke en enkelt linie men et netværk af jernbaner og tilslutninger mellem Paris og Istanbul. Det bagvedliggende Wagons-Lits grundlagdes i 1867 af rigmanden og baneentusiasten belgieren Georges Nagelmackers efter inspiration fra amerikanske jernbaner. Storhedstiden var årene op til 1. verdenskrig, mens konkurrencen fra ruteflyene betød afslutningen af epoken i 1977. Bogen beskæftiger sig med banens historie, linierne og materiellet gennem de forskellige perioder. Teksten er fint dansk bearbejdet og langtfra tør læsning, idet fremstillingen er krydret med mange spændende episoder og dertil levendegjort af redegørelser for liv og luksus i toget samt en del politisk baggrundsstof. Bogen er traditionelt sat i to spalter og gennemillustreret af udmærkede samtidige s/h fotos, tekniske tegninger, brochurer m.m. En spændende titel for alle med videregående interesse for jernbanehistorie og en fin afløser for Cookridge: Orientekspressen fra 1981.