Operabogen. Bind 1

Den ny udgave, som nu kommer på Gyldendals forlag, hævder sig stadig som en meget udførlig og pålidelig operafører, der foruden de præcise handlingsreferater meddeler en række nyttige facts omde enkelte værker: textforfatter og evt. -oversætter, personer, instrumentation, scenebilleder, varighed, bibliografiske oplysninger om nodeudgaver. Der gives altid oplysninger om værkernes danskeopførelser. Bogens referenceværdi er stor: foruden komponist- og titelregister er som noget nyt medtaget et register over hovedpersonerne i operaerne. I forhold til 7. udg. er 2 operaer udeladt,men 15 er tilføjet; det drejer sig især om moderne værker samt et par ældre (Monteverdi). En bedre ajourføring havde dog været ønskelig. Illustrationsmaterialet er udeladt, hvilket føles som etsavn, trods forfatterens velbegrundede argumentationer i forordet. Til gengæld er nodeeksemplerne udvidede og omfatter nu også ouverturer og andre orkesterstykker knyttet til operaerne. Trodsoverlapninger medPolitikens Operafører bør Schepelern's værk absolut foretrækkes, især til referencesamlinger.

Læs hele vurderingen

Operabogen er en klassiker med snart 50 år på bagen - den kom første gang i 1946. Med 11. udgave er bogen gået fra Gyldendal til Munksgaard, og den er udvidet og ajourført. Der er kommet 38nye operaer til, så det samlede antal operaer nu er 192. Kun ca. halvdelen af de nytilkomne operaer er fra dette århundrede, resten er ældre. Der er tilføjet en del nye nodeeksempler, ogoplysningerne om opførelser i Danmark er ajourført. Nyt er også et operaleksikon på 44 sider, hvor en række operakomponister og deres vigtigste værker er omtalt. Bogen opbygning er, som den plejerat være, alfabetisk ordnet efter komponistnavn og kronologisk indenfor den enkelte komponist. Schepelerns operabog hævder sig stadigvæk som den mest grundige på det danske marked. Mogens WenzelAndreasen: Politikens operafører (1991) omfatter omtrent det samme antal operaer, men M.W.A. har nok lidt flere nutidige danske operaer med. Schepelerns handlingsreferater er oftest de fyldigste,især flest nodeeksempler, og hanhar minutiøse oplysninger om stemmetyper og orkesterbesætning. Til gengæld er der ingen illustrationer hos Schepelern, mens Politikens operafører viser mangebilleder fra ældre og nyere opførelser.

Læs hele vurderingen