Bøger / skønlitteratur / roman

Opbrud : en fortælling i fire dele


Beskrivelse


Martin etablerer sig som antikvarboghandler. Det går op og ned i branchen, som det også gør med hans kærlighedsforhold.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. feb. 2014

af

af

Lone Krøgh

d. 13. feb. 2014

Denne fortælling i fire dele er en dansk debut af en moden forfatter. Målgruppen vil fortrinsvis være læsere med en vis livserfaring, men om de finder frem til bogen med en forside, der ikke siger så meget om indholdet, er usikkert.

Bogen falder i fire dele og handler især om Martin. I første del etablerer han sig som antikvarboghandler, men kommer i klemme i forbindelse med nogle stjålne kort, og hans kærlighedsforhold går i opløsning. Anden del handler om graveren Bjarne og hans forhold sent i livet til en bibliotekar. I tredje del begynder Martin med held også at drive sit antikvariat over nettet og hyrer Bjarne som medhjælper. I fjerde del er Martin begyndt at arbejde på Det Kongelige Bibliotek og gør med en ny kæreste fortrøstningsfuldt status over sit liv. De tre lange og den ene korte del fungerer snarere som fire noveller end som en sammenhængende roman og er i passager interessant læsning. I andre er personernes tanker og bevæggrunde så udførligt beskrevet, at de mister overbevisningskraften og læseren opmærksomheden.

Jens J. Arnum har selv arbejdet i antikvarboghandel og på forlag, og man mærker hans bogkundskab i denne hans debut. Den kan minde om Martin Jensens Landet et sted, 2003, omend denne har mere substans.

Dansk debut om en mands liv i bogbranchen, om hans drømme og håb og om de kvinder, han har mødt gennem tiden. Den er ikke ueffen, men heller ikke ganske overbevisende, så målgruppen vil være smal. Forsiden hjælper ikke umiddelbart bogen på vej.



Informationer og udgaver