Bøger / skønlitteratur / spænding

Nydanskerne


Beskrivelse


Tegneserie. I København bliver der pludselig født unormalt mange lyshårede og blåøjede børn, ofte af forældre med indvandrerbaggrund. Den unge biogenetiker Martin kommer på sporet af årsagen til fænomenet, der hurtigt udvikler sig til en international epidemi.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. aug. 2018

af

af

Steffen Kronborg

d. 15. aug. 2018

I København bliver der pludselig født unormalt mange lyshårede og blåøjede børn, ofte af forældre med indvandrerbaggrund. Den unge biogenetiker Martin kommer på sporet af årsagen til fænomenet, der hurtigt udvikler sig til en international epidemi. Spændingstegneserie, mest for voksne.

Belgiske Frédéric Sevon med kunstnernavnet Clarke har mange tegneserieudgivelser bag sig på fransk, men præsenteres nu for første gang på dansk. "Nydanskerne" kan læses som en ren spændingshistorie, men har desuden karakter af socio-politisk thriller med klare allegoriske overtoner i skildringen af den omvendte indvandrerproblematik: indvandrere, som ønsker at flygte tilbage til deres hjemlande af frygt for smittefaren fra arveanlægsepidemien.

"Nydanskerne", med den på originalsproget lidt anderledes betydningsladede titel "Danskerne", har København som skueplads for begivenhederne, uden at lokaliteten dog har den store betydning for indholdet i beretningen. Den allegoriske fortælling om frygten for det ukendte, om racehygiejne og om effekterne af en massepsykose kunne lige så godt udspille sig i Amsterdam eller i Stockholm; men for en dansker er det naturligvis en ekstra attraktion, at den velturnerede og solidt, omend lidt anonymt tegnede fortælling netop har København som kulisse.

Politiske allegorier i tegneserieregi møder man bl.a. i Bilals og Christins Jagten og i Mézières ́og Christins tidlige "Linda og Valentin"-historier.