Novemberløgne

Sære eksistenser befolker Jytte Borbergs nyeste roman. Miljøet er det snævre omkring et vintertomt vesterhavshotel, næsten balancerende på digekanten. Unge Sigurd ankommer til hotelletmedbringende et maleri af udsigten fra et af vinduerne; indehaversken Astrid's mand har måske/måske ikke hængt sig; Natalie med den grønne fjerboa bor i havehuset og skriver historier, men intetfæstnes til papiret; bydamen Lydia flytter ind på hotellet, men hvorfor kender hun det hele og ved mere om mændenes arbejde end kvindernes? Der er dog også mere robuste elementer, familien pånabogården er befriende "normale", ligesom humoren også ganske ofte stikker hovedet frem mellem linjerne. Historiens tema er vel, at grænserne mellem normal/anormal bør udviskes, på den måde nærmerman sig den uforklarlige sandhed. Illusionerne er efterhånden mere virkelige end virkeligheden. Tågesnak? måske, for forfatteren har også grebet til i bogens sidste halvdel at forklare nogle af degåder, som alle forstillelserneog løgnene er bygget på. Men det forhindrer til gengæld personerne her og der i at få en selvstændig eksistens og stikker en kæp i hjulet på historiens eget logiskeforløb. Historien slutter med et brag i novemberstormens hylende crescendo, og læseren kan puste ud og lægge den fra sig. for den er trods alt uimodsigelig fængslende.

Læs hele vurderingen