Bibliotekernes vurdering
d. 7. dec. 2000
af
af
Walther Knudsen
d. 7. dec. 2000
Forlagsserien De små fagbøger udmærker sig ved et godt layout, et passende omfang og acceptable til gode illustrationer. Disse pæne ord passer også på nærværende præsentation af den nordiske mytologi fra Verdens skabelse til Ragnarok og genopstandelsen af den nye jord. Det er som sagt mere en præsentation af de forskellige mytologiske figurer med deres centrale egenskaber og de spor som de har sat sig i vores historie og sprog og mindre en genfortælling af de mange underholdende myter. Tors rejser til Udgård må man altså finde andetsteds. En undtagelse er myten om Balders død, men det kan ikke være anderledes da det sådan set er Balders mytologiske eksistensberettigelse at dø for Lokes forræderi, andre "egenskaber" har han ikke. I et par af illustrationerne har tegneren været på udflugt til bronzealderen, hvad der virker lidt urimeligt da myterne ellers er knyttet til vikingetiden, men om en fejl kan man vel ikke tale. Målgruppen, de 7-11-årige har taget serien til sig og vil givetvis også gribe denne bog.