Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Nøkkekæret


Beskrivelse


Spillemanden Bue føler at alderen trykker. Han beslutter at få hjælp af Nøkken til at stemme sin violin. Det siges, at Bue den nat til høstfesten spillede som en ren djævel, men alting har en pris og åmanden kræver sit offer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. okt. 2014

af

af

Morten Halskov Jensen

d. 8. okt. 2014

Idyl, uhygge og gammel folketro flyder sammen i fortællingen om spillemanden Bue, der indgår en pagt med åmanden. For 10-12-årige, der kan lige et godt gys.

Inspireret af gammel folketro, fortælles historien om spillemanden Bue, der indgår en pagt med et overnaturligt væsen. Det foregår i gamle dage ude på landet, hvor en å løber ud i en dam ved en gammel sammenstyrtet vandmølle. "Nøkkekæret" kaldes stedet. Det siges, at her holder Åmanden eller Nøkken til. Om ham fortælles det, at han hjalp mølleren med at dreje vandhjulet, men også at møllerens datter druknede i åen dagen før sit bryllup. Bue er egnens bedste spillemand, men alderen trykker. Optændt af et håb om at få ungdommens toner tilbage, opsøger han Nøkken for at få ham til at stemme sin violin. Men alt har sin pris og Åmanden kræver sit offer. Bogen er rigt illustreret af Simon Bukhaves karakteristiske sort-hvide tegninger.

I et letlæst sprog skabes en sælsom afdæmpet stemning, hvor ubehaget langsomt kryber frem side for side. Visuelt understøttes uhyggen af Bukhaves sataniske og djævelsk gode illustrationer. Fortællingen har godt afsæt i folketroen, men fremstår som en topmoderne gyserhistorie.

Af samme forfatter fortolkes mere folketro og gamle sagn i fx Alt godt fra havet. For lidt ældre, især pigerne, kommer temaet med Åmanden i spil i trilogien "Elverskud" af Nicole Boyle Rødtnes.