Billedbogslignende højtlæsningsbog om jernbanenissen Marius og hans familie. Historien har sit udgangspunkt i et ledvogterhus uden for Årslev på Fyn. Det er husets nuværende ejer, "maleren", som videregiver og illustrerer Marius fortælling, begyndende med hans fødsel i 1802. Ind i fortællingen er der med større eller mindre held blandet danmarkshistoriske fakta. Som ca. 200-årig bliver Marius far, og nisserækkefølgen er sikret. Trods det lidt private anlæg er historien jævnt underholdende, især i hånden på en oplæsningsparat bedstefar, men det er skammeligt at forlaget på tekstsiden har ladt forfatteren i stikken med floskler på rad og flere sproglige bommerter. Helsides illustrationer på hver anden side bogen igennem, viser at "maleren" er en bedre maler end tegner; miljøerne er stemningsfulde, mens figurerne er lidt stive. Der er stof i bogen til mere end én hyggestund i familien - oplæsning fra 5 år - men en vågen redaktør kunne have løftet bogen højere op.