Bøger / skønlitteratur til børn

Nelson, kaptajnen og mig


Beskrivelse


Billedbog om skibshunden Kalle der redder den skibsbrudne kat Nelson. Nu skal hunden og katten være på samme skib. Og det bliver ikke uden problemer. Men da det til sidst gælder liv og død, bliver de venner for livet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. jan. 2003

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 21. jan. 2003

Hovedfiguren i denne billedfabel er en skibshund, der lever i fred og samdrægtighed med skibets kaptajn indtil sømandsæren påbyder dem, at tage en skibbruden kat ombord. Katten viser sig at være en veltalende skibskat, og nu starter intrigerne, balladen og konkurrencen mellem hunden og katten om bord. Kampen mellem dem spidser til og munder til sidst ud i et regulært mordforsøg på katten. Selvfølgelig løser konflikten sig til sidst og alle bliver glade. Desværre foregår alt dette uden større overraskelser og uden større sproglig fantasi. Bortset fra den her skitserede handling foregår der ikke ret meget andet undervejs - intet at undres over, intet som udfordrer og egentlig heller ikke noget, der rigtigt fornøjer. Billederne er malet med bred streg og efterlader en atmosfære af liv, kraft og voldsomhed, som der desværre ikke rigtigt er belæg for i historien. Billedbogen retter sig især mod aldersgruppen mellem 4 og 7 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. jan. 2003

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 21. jan. 2003

Billedbog om det at være jaloux og alligevel kunne blive bedste venner, når det gælder. Skibshunden Kalle er på langfart med kaptajnen. Ude i det fjerne får de øje på en skibbruden - det viser sig at være skibskatten Nelson, som er forlist fra et andet skib. Nu skal hunden og katten finde ud af at være på samme skib. Og det bliver ikke uden problemer. Men da det til sidst gælder liv og død, bliver de venner for livet! Teksten er forholdsvis kort, og står på alle siderne nederst, så den ikke blander sig i illustrationerne. Farvespektret er stort, men holdt i dæmpede nuancer, som giver en rolig stil. Forfatteren/illustratoren er ikke kendt i danske sammenhænge, men hendes tegnestil minder lidt om den danske illustrator Bettina Kofmann. En bog for de mindste fra 3-4 år. En sød lille bog om venskab, men alligevel en bog som ikke helt formår at komme rigtig igennem til læseren.