Bøger / faglitteratur til børn

Nattens eventyr : stjernehimlen året rundt


Beskrivelse


Historierne om nogle af de stjernebilleder, vi kan se på nattehimlen i løbet af et år. Om hver måneds mest markante stjernebillede og om hvordan man finder det.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2001

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 12. nov. 2001

Bogen er en guide til nattehimlen for begyndere, dvs. 11-14-årige, som gerne vil kunne finde rundt på stjernehimlen. Den er ordnet således, at man - måned for måned - får en gennemgang af den nordlige himmels vigtigste stjernebilleder: hvordan man finder dem samt sagnene og myterne bag konstellationen. Teksten fokuserer mest på de gode historier og mindre på de astronomiske detaljer, men de vigtigste er med. Stjernekortene er enkle og vil for fleres vedkommende kræve en erfaren person som støtte, hvis man skal kunne finde rundt på himmelen. Til forskel fra samme forlags lidt bedagede Stjernerne fortæller fra 1989, som ellers ligner meget i indhold og layout, har den foreliggende bog også et glimrende skema for hver måned (dækker perioden 2002-2010), som fortæller om de fire lettest observerbare planeters placering, lysstyrke og bedste observationstidspunkt. Med i købet er også månedens formørkelser og stjerneskud. Illustrationerne er foruden de mange små stjernekort gendigtninger fra myterne med de indplottede stjernebillede i figurerne. Der er en kort ordliste, men ingen litteraturliste, for bogen "linker" til samarbejdet med Tycho Brahe Planetariets hjemmeside for børn, hvor man kan stille uddybende spørgsmål.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2001

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 12. nov. 2001

Efter en kort indledning, hvor nogle begreber forklares, går bogen efter en fast skabelon stjernehimlen igennem måned for måned med nogle af de mest markante stjernebilleder, de astronomiske seværdigheder omk. dem, stjerneskud plus formørkelser og de 4 synlige planeters stilling på himlen frem til 2010. En meget stor del udgøres af sagn og myter omk. stjernebillederne - mest med udgangspunkt i den græske mytologi. Stjernekortene og blyantstegningerne er som bogen som helhed holdt sort- og blåtoner. Tegningerne illustrerer myterne og har på traditionel vis stjernebillederne indplaceret i personer og dyr. Men de virker "frosne" og livløse mht. bevægelse/ansigtstræk og er hverken specielt atmosfæreskabende eller børneappellerende. Rent fagligt er der intet at udsætte, og oplysninger er meget brugbare og overskueligt sat op. Bogen kan læses fra 12 år, men de små typer og den generelle mangel på aha-oplevelser, som børn kender fra layoutet i anden populærfaglitteratur, får - trods du-formen - ikke bogen til at fremstå som indbydende for mellemgruppen. Myterne er også generelt for kortfattede til rigtigt at virke fængende. Målgruppen er derfor specielt interesserede børn fra 14 år og voksne. Her dækkes emnet også af flere andre nyere titler.