Endnu engang har JB skrevet en fængslende, medrivende beretning om grænselandet mellem drøm og virkelighed. Fortælleren, 50-årig tidl. succesrig fotograf, lever indespærret i sin drømmeverden,som hun kun ugerne lader omverdenen vikle sig ud af nu og da. 'Hvor holder virkeligheden egentlig op, og hvor begynder uvirkeligheden?' spørger fortælleren - og det gad læseren også nok vide, mendet gir bogen ikke svar på. Den er en eufori, der levende og strømmende maser sig ind på een, hvadenten man ønsker det eller ej, - et af kriterierne på god litteratur. Joyce har ikke skrevet forgæves, men misforstå ikke - JB er helt sig selv, i sit gode sprog, som er digterens mere end forfatterens. Stedets enhed overholdes næsten: det meste foregår i en opgang med 5 lejligheder på hveretage - tidens enhed breder sig lidt over flere måneder - men handlingen river sig ganske løs og svæver mod alle verdenshjørner. Var personerne som her skildret - eller var de der overhovedet? erfortællerenoverhovedet fotograf? - det har ingen betydning overfor glæden ved at møde megen livsklogskab i et fint stykke litteratur.