Når guderne taler i tunger

I sine seneste bøger har Lone Munksgaard Nielsen genremæssigt bevæget sig mellem lyrik og drama. Hendes nye prosabog er da også en lang lyrisk monolog, lagt i munden på en ukendt gud der fra sin fjerne himmel forsøger at få del i menneskenes verden som han nok har skabt, men nu er lukket ude fra: "Vi er mere ensomme end jer. I har dog en verden. Vi har bare skabt den." Tekstens mytiske univers, der angeveligt er inspireret af en rejse i Indonesien og det religiøse element i det indonesiske skyggespilsteater, opbygger en hel kosmologi med guden/guderne øverst i hierarkiet og elverpigerne og englene der er fanget midtvejs mellem himlen og jorden. Hvor flere af LMN's tidligere bøger har drejet sig om at få del i uendeligheden vendes forholdet her på hovedet i begæret efter at få en fysisk krop der er underlagt tiden og forgængeligheden. Teksten er båret af en sproglig nøgternhed som fint korresponderer med de enkle grundmotiver, ( krop/sjæl, tid/uendelighed), den er bygget op omkring. Når det alligevel er svært for alvor at lade sig engagere af teksten hænger det måske sammen med at den respektfulde forholden sig til mytestoffet savner en personlig eller kunstnerisk motiveret indfaldsvinkel.

Læs hele vurderingen