På flere punkter krydser Peter Laugesen sit spor i denne store og mangfoldige samling af digte. Dels i kraft af den åbne form, der bryder med de seneste års mere stramt komponerede bøger, dels i kraft af de mange portrætter og henvisninger til Laugesens åndelige valgslægtskab med Beat-generationens digtere: Ginsberg, Burroughs og Kerouac. I én af teksterne karakteriserer PL sin poetiske skriven som "en frit flydende form/ og strøm med visse pauser - improvisation - det er/ hvad jeg har fra jazz og Kerouac-". Netop det musikalske og rytmisk pointerede er gennemgående i teksterne, der snart har form af lange, slanke ordsøjler, snart breder sig ud og siler ned over bogsiderne. Rejsenotater fra Firenze og New York, erindringsglimt, overvejelser over poesiens form og praksis, blandes sammen i PL's karakteristiske poetiske parlando. Der er tale om en skriven uden hierakier, der ikke skelner mellem højt og lavt, mellem det dybsindige og det tilsyneladende banale. Indimellem sættes tempoet ned og bliver en march på stedet, men sådan må det nødvendigvis være i en poesi der ikke har karakter af små fortættede lyriske glimt, men af proces og forløb. Det er en stor, generøs bog og PL's mange, trofaste læsere vil forstå at værdsætte den

.