Montmartre i Nørregade : mig og Monten

Bogen er oplagt til de hundredetusinder, der i årenes løb har besøgt Montmatre, men er sandelig også anvendelig for almindelige jazz-elskere, der ikke var til stede.

Forfatteren var militærnægter og udstationeret på Arvid Meyers Dansk Jazzcenter, da Montmartre efter en række år i Store Regnegade i 1976 genåbnedes i Nørregade 41 med Kay Sørensen som leder. Christensen gik fra starten til hånde, men blev hurtigt udnævnt til musikchef af den - trods kælenavnet Jazz-Kay - totalt jazzdøve ejer. Bogen er en engageret og velskrevet historie om storhedstiden frem til Kays død i 1988, hvor ledelsen efter kort tid ragede uklar med de nye ejere. Her er historierne om de legendariske koncerter, anekdoter om musikere og bagmænd og ikke mindst et kærligt/kritisk portræt af Jazz-Kay, der trods sit helt klare udgangspunkt som værtshusejer alligevel blev venner med en række af jazzens store, trods deres mærkelige musik. Det er et vigtigt stykke dansk jazzhistorie fra en af de centrale figurer, og læserne bør som jeg have en biblioteksbase eller netmusik åben under læsningen, der genererede en del bestillinger. Udover en række plakater er bogen illustreret med Gorm Valentins mesterlige sort/hvide portrætter.

Bogen ligger historisk i umiddelbar forlængelse af Montmartre : jazzhuset i St. Regnegade 19, Kbhvn K : 1959-1976, 2008, så vi nu har hele historien frem til 1988.

En meget læseværdig dokumentation af en glansperiode i dansk jazz-formidlings historie.

Læs hele vurderingen