Spil / computerspil

Monkey island


Beskrivelse


Adventurespil. Du er Guybrush Threepwood, en wannabe pirat, og skal gennemgå en række prøver for at opnå dit mål. Ved at udforske alt og tale med alle, får du den nødvendige viden og de rette kvalifikationer inden det store opgør mod den grusomme spøgelsespirat LeChuck.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. dec. 2011

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 5. dec. 2011

PS3, Xbox 360. Denne udgave samler de to klassiske adventurespil som tidligere er udgivet i separate versioner til de to konsoltyper. For mange et herligt, nostalgisk gensyn med de sjove og elskelige figurer, men spillet kan spilles af børn fra ca. 10 år. Spillet er multisproget herunder på engelsk.

Baggrundshistorien tager udgangspunkt i den unge Guybrush Threepwood, som tager til Melee Island for at blive pirat. For at vise at han har det der skal til, skal han klare 3 prøver. Undervejs bliver hans udkårne dog kidnappet af den berygtede LeChuck og vi møder både spøgelser og en trehovedet abe. Spillet rummer en sublim humor, som både er underspillet og som byder på en række jokes, der er så dårlige at de bliver hylemorsomme. Grafikken i begge spil har fået en gevaldig opdatering og viser, sammen med en flot lydside, konsollernes potentiale fra deres bedste sider. Da spillet er konverteringer fra musebaserede adventurespil, skal man lige vænne sig til den lidt tricky styring, men det hører hjemme i småtingsafdelingen. En ny feature er et let tilgængeligt hint-system, som jeg tror mange brugere vil påskønne.

Det er svært at finde spil, som rummer den samme humor som "Monkey Island", men Lego Pirates of the Caribbean har emnet tilfælles og rummer også en masse god humor.

Denne samling er en guldgrube både for nostalgikere og feinschmeckere, som kan nyde de extra features som Concept Art eller at spille med den oprindelige pixelgrafik, og for nye brugere som har serien til gode. Spillet kræver dog et grundlæggende kendskab til det engelske sprog, og det kan måske afskrække de yngre brugere, men ellers et must-buy.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. dec. 2011

af

af

Jens Jakob Sørensen

d. 5. dec. 2011

Dvd-rom. Klassisk adventurespil i en ny indpakning. Det kan spilles fra 12 år, men det sindige tempo appellerer mere til en voksen målgruppe. Den meget kortfattede manual og spillet er på engelsk. PEGI 12 med korrekte ikoner for vold og stødende sprog.

De to første "Monkey Island"-spil er her samlet i en opdateret version. Guybrush Threepwood vil være pirat og skal gennemgå en række prøver for at nå sit mål. Gennem samtaler med alle andre spilfigurer høster han viden og samler genstande som kan hjælpe til med at opfylde drømmen. Det er tydeligt at der er tale om en remake af klassiske spil fra starten af 1990'erne, idet tempoet er langsomt og handlingerne omstændige. Man kan da også hele tiden switche mellem de to versioner, og dermed få et direkte bevis på den grafiske udvikling. Også lydsiden er blevet opdateret, idet vi nu har både tale og et nyt soundtrack. Det vigtigste er dog stadig historien, som holder fint her 20 år efter debuten. Bonusmateriale i forhold til spillene som enkeltudgivelser er bl.a. storyboard fra den måske kommende film om Monkey Island.

Der er ikke mange moderne spil med samme gameplay, men blandt klassikerne kan bl.a. nævnes "Sam & Max hit the road". Ellers møder vi pirattemaet i diverse udgaver af Pirates of the Caribbean.

Dette spil dokumenterer fint at historien er vigtigere end formen. Selvom rammen er opdateret, er tempo og indhold en præcis kopi af den 20 år gamle original, og så er det jo godt at den er god. Jeg tror ikke det vil tiltale nye spillere, men voksne veteraner vil glæde sig over et gensyn med denne klassiker.