Bøger / faglitteratur / erindringer

Møllerne og musikken samt andre erindringer og tidsbilleder


Beskrivelse


Om en familie, optaget af musik. De første historier om de forrige generationer, men ellers byggende på Anders Monrad Møllers (f. 1942) egne erindringer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. apr. 2010

af

af

Søren Brunbech

d. 19. apr. 2010

Rækken af tidsbilleder og episoder fra forfatterens familiehistorie er så veloplagt fortalt, at de også kan læses af især musikinteresserede biografilæsere ud over familiekredsen.

Dr.phil. Anders Monrad Møller har et langt historisk forfatterskab bag sig. Her dykker han ned i sin egen familiehistorie med en række velskrevne beretninger der har familiens musikalske talenter som fælles omdrejningspunkt. Det ældste af de 12 afsnit er om tipoldefaderen, den musikinteresserede provst Møller i Breum, der var samtidig med, og bekendt af, Blicher. Senere bl.a. en fyldig artikel fra forældrenes hjem i Aalborg under besættelsen baseret bl.a. på familiebreve, mens det er forfatterens egne erindringer der er hovedkilden til afsnittene om egne og andre familiemedlemmers musikalske udfoldelser, efter at familien flyttede til København omkring 1950. Blandt de seneste er forfatterens livlige skildring af tiden som bifagsstuderende på Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet op gennem 1960'erne - 1968 inklusive. Mange illustrationer, især familiefotos i gode gengivelser.

Forfatteren har før skrevet fra familiens historie i Emilie, Louise og de andre, 2008, hvor det er den maritime tilknytning der er omdrejningspunktet.

Velskrevne erindringsbilleder fra en musikalsk families historie. Til dels af privat karakter, men kan også læses ud over familiens kreds.



Informationer og udgaver