Norsk selvbiografisk roman om en forfatters vej henimod sin identitet som kunstner. Det er ikke en rendyrket roman; det er også essay, novelle, lyrik, dagbogsoptegnelser og associative passager. Den genreoverskridende form fungerer fint og er ikke svær at læse. For læsere af fx Per Petterson.

Tomas Espedal (f. 1961) skriver om en forfatter, der efter at have mistet sin mor og sin ekshustru, nu bor i et lille hus uden for Bergen sammen med sin datter. Dagene går med en daglig skrive-, husholdnings- og være-far-rutine. Romanen er selvbiografisk i sit udgangspunkt, og let og ubesværet skifter Espedal mellem nutid og fortid, mellem generationerne, mellem første og tredje person. Det er ikke altid, at man som læser lige ved, hvor vi er på vej hen, men så kommer man på sporet igen og læser fornøjet videre. Der er en del familiekrønike over den velskrevne bog, som trods sin specielle form ikke er forbeholdt de få. Det er Espedals elvte roman og hans anden på dansk efter Gå, 2007, og den har fået norske kritikerpriser og været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris her i 2010.

Espedal skriver sig ind i den norske trend med selvbiografisk litteratur med navne som bl.a. Dag Solstad, Per Petterson og den romanaktuelle Karl Ove Knausgaard.

Velfungerende og velskrevet norsk selvbiografisk roman, der med elementer fra andre litterære genrer skildrer en forfatters vej mod sin identitet som forfatter.