Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Milner og drageungen


Beskrivelse


Milners far har fanget en drageunge og har skumle planer med den. Hemmeligt bliver Milner ven med drageungen, og han vil nu gøre alt for at redde den.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Helle Andersen

2008

Ny Dingo. Grøn i serien Dingo. Fantasy og anden bog om drengen Milner. Målgruppen er børn i 1.-2. klasse (8-9 år), der kan lide fabulerende tekster og tør give sig i kast med 71 sider i kategorien svær (3 prikker). Det herlige forsidebillede af den løjerlige drageunge, der eksperimenterer med sine ild-talenter og den hjælpsomme og betuttede Milner vil fange læserne.

Det er den fantastiske fortælling i børnehøjde og i bedste dingostil. Letlæselig og dialogfyldt. Forfatterne Marianne Ø. Larsen og Heinrich Hermann skaber spænding fra første til sidste side om drageungen i menneskenes verden og om Milner på besøg hos dragerne, og Mårdøn Smets billeder understøtter fint teksten og inviterer også på mere sjov. Milners far skjuler en drageunge i kælderen. Når den er voksen, vil han bruge knoglerne til medicin. Milner synes absolut ikke om farens projekt, og da han opdager, at ungen Ib ikke er farlig, hjælper han den. De må vandre uhyre langt, for der er klippet i Ibs vinger. Som tak for at bringe Ib tilbage, får Milner en rubin og drageknogler fra Dødehulen. Og Milners far bliver både forfærdet og stolt over sin søns dåd.

Milner og den lille grif er titlen på første bog om Milner. Her redder Milner også et stakkels dyr, så hans far ikke kan gøre det ondt. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Et helstøbt, underholdende og velskrevet lille drama til begynderlæserne. De vil synes godt om ingredienserne fantasi, spænding og en modig hovedperson, som følger sine egne ideer.