Bogen giver en særdeles omfattende orientering om de mangeartede aspekter omkring de mentalt retarderede børn og deres behandlingsmuligheder. Bogen henvender sig i første række til de professionelle, altså fagfolk som er dus med alle de medicinske fagudtryk - dog er disse søgt forklaret bagest i bogen. De forældre og andre ikke-fagfolk, der virkelig ønsker saglig og lægelig orientering på dette område kan dog også læse bogen med udbytte - de sværest tilgængelige afsnit kan jo springes over. Begrebet åndssvaghed defineres og de forskellige årsager til åndssvaghed gennemgås. Det fremgår af teksten at den tidligere meget udbredte opfattelse "at åndssvage" ikke udvikler sig" - er ganske fejlagtig, idet A.D. påpeger "det er meget vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om en udvikling, men at denne udvikling foregår i et andet - langsommere tempo end normalt". Alene dette indicerer at øget oplysning om disse børns muligheder måske kan bevirke, at flere ressourcer tages i brugfor at hjælpe denne gruppe. Omfattende litteraturliste samt fortegnelse over de vigtigste love, betænkninger m.m.