Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Marius og fantasien : lydbog : QR bog


Beskrivelse


Marius er en trist og ensom dreng. En nat opsøges han af et usynligt væsen, som vil i kontakt med ham. Marius bliver rædselsslagen, men lærer langsomt at stemmen vil ham det godt - den vil lære ham at slippe fantasien løs.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. maj 2014

af

af

Jesper Holtoug

d. 21. maj 2014

Højtlæsningsbog for aldersgruppen over 5 år. Tilhørende QR-koder gør det muligt at få teksten læst højt uden voksenhjælp, hvilket dog ikke anbefales, da det komplicerede tema forudsætter samtale mellem barn/børn og voksen.

Ret usædvanlig og alvorlig højtlæsningsbog i hæfteform om evnen til at udvikle sin fantasi. Hovedpersonen Marius er indadvendt, ensom og trist og kan ikke finde glæde ved noget. En nat forstyrres han af en stemme fra et usynligt væsen, der vil i kontakt med ham. Marius bliver rædselsslagen og kalder på sine forældre, som dog ikke tager problemet alvorligt. Bange og forvirret overgiver drengen sig til den uhyggelige stemme, der viser sig at være hans egen fantasi, som vil i kontakt med ham og sætte kulør og humør i drengen. Hæftet er teksttungt og forsynet med sarte stregtegninger i dæmpede farver med indscannede figurer og former. Hverken tekst eller tegninger er videre fantasi-frisættende og forekommer uden tydelig appel til aldersgruppen mellem 5 og 7 år.

Mange højtlæsnings- og billedbøger har fantasien som bærende tema, eksempelvis: Latimers Emilieś tiger fra 2008, Boghs Far fra 2008 og Bo Graustads Dessert fra 2014, men ingen minder om den her anmeldte, der som den eneste cirkler om fantasien, som en iboende kraft og en ensom kamp.

Bogens vigtige tema forløses ikke overbevisende for aldersgruppen i denne alvorstunge og teksttunge beskrivelse af en ensom og ulykkelig drengs ensomme kamp med at sætte sin egen fantasi fri.