Marianergravens brud : digt

Underligt og forunderligt smukt langdigt, der tør tro på poesiens mirakler og både ser ind i mørkets syndflod, men også tænder lys med et stort sprogligt overskud. Til læsere af kryptiske digte.

Digtet blev skrevet sideløbende med digtene i Mit nøgne hjerte og knytter sig i høj grad til den tankestrøm Simon Grotrian havde i den proces, omend måske mørkere i tonen. "Mit indre kaos er en Marianergrav" skriver han, og går det godt er han "i kemisk godt humør". Men der skrives også om håb i Grotrians digt. Gud vil os stadig noget, og iblandt ordspil, komiske optrin og poetiske non sequiturs, tror han stadig på miraklerne og på "Vorherres lange spindelsvævsfingre", der "sætter en hængelås på døden". Grotrian åbner op for både tvivl og tro, badet i en eksistentiel angst, hvor håbet alligevel synes at sejre.

Jeg tror de fleste indrømmer, at man ikke læser Grotrian for at forstå hverken teksten eller Grotrian. Man læser hans digte som litteratur, for hans sensibilitet og evne til at danne billeder, for hans komik, tragik og sanselige religiøsitet. Og alt dette er der overmåde af i dette langdigt, som konstant overrasker; mens digteren, som der står, "Triller ord ud af munden". Og tak for dem.

Mere konkret, men med åbentlys det samme visionære forsøg på at lade sproget konkretisere verden er fx U. A. Olsen fx Atlas over huller i verdenTil den smukkeste, eller M. Moestrup fx Til den smukkesteMere konkret, men med åbentlys det samme visionære forsøg på at lade sproget konkretisere verden er fx U. A. Olsen fx Atlas over huller i verden, eller M. Moestrup fx .

Læs hele vurderingen

Det er udfordrende, grænsende til frustrerende, men også æggende. Hvad pokker stiller man dog op med sådan en hermetisk billedblitzende rebus, der nægter at gå op? Jeg har læst og læst, og værket er f...

Læs anmeldelse