Man dør kun en gang

Bogen Man dør kun en gang er for voksne læsere. Med sin knaldorange forside er bogen i den grad til at få øje på, og bagsideteksten giver en god fornemmelse af bogens indhold.

Lasse Ernst debuterer med den glimrende roman Man dør kun en gang, der er et dobbeltportræt af Aleksander, dels som 10-årig og dels i bogens nutid som en ung mand i midten af tyverne. Forholdet imellem den 10-årige Aleksanders forældre er mildt sagt anstrengt, da moderen giver faderen skylden for den drukneulykke, som Aleksanders lillebror kom ud for. Lillebroderen overlevede, men blev hjerneskadet. Forældrene bliver skilt og nu 15 år senere får Aleksander at vide, at hans far er død og han tager sin lillebror med ud til faderens bisættelse og møder her blandt andre faderens nye familie. Bogen følger Aleksanders forsøg på at forstå, hvad der førte til forældrenes brud dengang og forstå sit billede af faderen i sammenhæng med den nye familie. Lasse Ernsts sprog er flot og varieret, men kan risikere at stille sig imellem læseren og historien. Men giver man sig tiden til det, åbner bogen sig op og flytter fokus fra teksten til historien.

Sine steder kan bogen godt minde om noget, som Rifbjerg kunne have skrevet på grund af forfatterens formuleringer og generelle sprogbrug.

Man dør kun en gang er en fin bog med et varieret sprog, der med sine formuleringer og fremmedord kan risikere at stille sig lidt i vejen for selve historien. Men giver man sig lidt tid, åbner bogen sig op.

Læs hele vurderingen