Bøger / faglitteratur til børn

Majbrude og julebukke : fester og ritualer året rundt


Beskrivelse


Forklaring af årets store og små fester i Danmark, set ud fra religiøse og folkelige traditioner. Bl.a. fastelavn, påske og pinse, sankthans, mortensdag og jul. Ritualer omkring festerne er også medtaget. Illustreret med tegninger.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. jan. 1999

af

af

Ole Frøslev Christensen (skole)

d. 5. jan. 1999

I denne samlede fremstilling af årets store og små fester, hellig- og mærkedage gøres der rede for det ofte grundigt blandede mix af hedensk og kristen religion, ritualer og traditioner. Stilen er causerende med mange eksempler og interessante og pudsige detaljer, men oplysningerne er pakket ind i snak, som hverken er særlig interessant eller morsom for skoleelever. Med stikordsregisteret kan bogen naturligvis bruges som opslagsbog, men ellers er skolebørn stadig godt hjulpet med Jens Jørgen Nygaards Fester og højtider fra 1984 og Anette F. Thomsen og Knud Erik Andersens Ritualer fra 1996. For læreren og særligt interesserede store elever er Iørn Piøs Det festlige år fra 1997 naturligvis en guldgrube. De let karikerede tegninger, som ikke uddyber teksten, understreger Majbrude og julebukkes karakter af uforpligtende faglig underholdning for voksne.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. jan. 1999

af

af

Per Drustrup Larsen

d. 5. jan. 1999

Undertitlen - fester og ritualer året rundt - tegner et præcist signalement af denne bog, der giver et fint overblik over de mange religiøse og folkelige traditioner i forbindelse med nationale mærkedage og helligdage i Danmark. Desuden begynder bogen med en god generel introduktion til begreberne fester, ritualer og skikke. Velskrevet, kortfattet og præcist beskrives skikkene i kronologisk rækkefølge begyndende med nytåret og ligeligt fordelt mellem jul/vinter, sommer og forår. Det kortfattede skal forstås positivt, idet teksten på flydende vis og uden at blive for overfladisk eller for barnlig, kan forstås og nydes af både store børn og af voksne. Forfatteren siger selv, at det ikke er et videnskabeligt værk. Grundlaget er forskningsmæssigt dog helt i orden, men indholdet er personligt formidlet i en stil, som bogens varme og enkle tegninger passer fint til. Et register hjælper til at finde emner på tværs, og en udmærket litteraturliste hjælper videre til de tørre, større og mere dækkende værker baseret på folkeminder og kirkehistorie - spækket med mange citater - som f.eks.: 90.84 Mogens Eilertsen: Politikens bog om år & dage (1994) og 39.5 Iørn Piø: Det festlige år (1997).