Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Måljægerne - sammenhold


Beskrivelse


3.a spiller fodbold mod 3.d. Lukas fra 3.a laver en grim tackling mod Filip fra 3.d. Alle er vrede på Lukas. Hvordan får han sagt ordentligt undskyld?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 2012

af

af

Vibeke Axelsen

d. 1. okt. 2012

Bogen er for de 7-10-årige. Den er nr. 2 i serien Måljægerne (Læseørn) - en ny serie letlæste bøger henvendt til børn, der allerede er godt i gang med læsningen. Den vil indholdsmæssigt egne sig bedst til børn, der er interesserede i fodbold.

I denne bog spiller 3.a kamp mod 3.d. Handlingen begynder lige på, hvor 3.a har scoret et mål og ser ud til at vinde. Men så laver Lukas en grim tackling mod Filip fra 3.d. 3.d får frispark og de udligner. Filip har slået sig og forstuvet foden, og alle er vrede på Lukas. Men de er jo på hold med ham, og samtidig er de enige om, at de gerne vil hjælpe Filip. Men hvordan gør man lige det? Børnene vælger at besøge Filip for at sige undskyld, og det besøg giver et genialt afsæt for børnene til at blive i stand til virkelig at hjælpe Filip og få sagt undskyld. I slutningen af bogen er de alle kommet videre. Teksten er enkel med megen dialog. Teksttyperne er letlæselige, satsen åben og bogen er gennemillustreret af glade, livlige farverige tegninger, der understøtter indholdet.

I serierne De vilde fodboldrødder og Ps-serien om Kasper møder læserne også ivrige fodboldspillende børn. Denne bog ligger i sværhedsgrad mellem de to nævnte.

Uden at have hævet pegefinger, er børnenes handlinger yderst ordentlige og vil kunne være et forbillede for læserne. Det er nemt at anbefale denne bog til målgruppen.