Lægen Niels Finsen (1860-1904) blev den første dansker, som fik Nobelprisen for sin epokegørende lysterapi til behandling af hudtuberkulose (lupus vulgaris), en meget almindelig sygdom som vansirede de syge med sår- og skorpedannelse på arme, ben og ansigt. Efter 2. Verdenskrig afløste nye behandlingsformer gradvis lysterapien, og sygdommen er nu så godt som forsvundet. Niels Finsens indsats har derfor i dag primært historisk interesse. Hans indsats var bemærkelsesværdig, bl.a. fordi han i sin forskning byggede på principper som var langt forud for sin tid. Han døde kort tid efter pristildelingen 43 år gammel som følge af en hjertelidelse. Professor Jørgen Lyngbye har her 100 år efter Niels Finsens død skrevet en medrivende og indsigtsfuld biografi om hans korte liv, hans videnskabelige arbejde, samarbejdet på Finseninstituttet og det videre arbejde efter Finsens død. Bogen er forsynet med en række samtidige fotos og illustrationer. Et appendix beskriver Lupus vulgaris-sygdommens historie. Niels Finsen er tidligere beskrevet i nogle efterhånden ældre udgivelser, så det er helt på sin plads, at vi nu får en biografi som beskriver hans virke i et nutidigt perspektiv

.