Beretninger om overlevelse, sygdom og ulykker, der kræver det yderste af den ramte og dennes nærmeste appellerer til læserens følelser. Denne handler om den tragiske kæntringsulykke, der i 2011 ramte en gruppe elever fra en sydsjællandsk efterskole. Målgruppen er voksne, og forfatteren vil møde forståelse hos mange forældre og hos kvinder, der har oplevet parforhold i krise.

Forfatterens 15-årige søn døde og blev genoplivet. Sagen om Lundby Efterskoles uforsvarlige sejlads på Præstø Fjord en kold februardag fik stor medieomtale, og Kristoffer var den værst medtagne af de unge. Hans mor har været ved hans side under hele den langvarige genoptræning, og hun skildrer tiden lige før ulykken til 2 år efter, hvor hverdagen er vendt tilbage, dog med et forlist ægteskab, i et ganske udmærket sprog. Fokus er på hendes oplevelse af forløbet, og det følelsesmæssige virker overvejende velbearbejdet. Bogen er pænt og læsbart trykt.

Det gør indtryk, når unge mennesker rammes kollektivt af ulykke. Sådanne skildringer findes bl.a. i bøger om nedskydningen på Utøya eller om tsunami-katastrofen. Denne bog kunne fx placeres mellem Karen Thisteds letlæste Tsunami og Flemming Kofod-Svendsens mere bredt nuancerede Døden, sorgen, håbet, som beskriver en fars tab med en kristen indfaldsvinkel.

Forfatteren har formået at skrive en stærk beretning med balance mellem sine følelser og konkrete hændelser. For voksne læsere, især kvinder/mødre.