Livets hastighed

En af tidsskriftet Hvedekorns mest bemærkelsesværdige debutanter dette år - med 13 digte i nr. 1 - hedder Michael Strunge (f. 1958). Nu kan han læses i fuld udstrækning, og med rette: jeg har sjældent læst en debutdigtsamling, der så tydeligt tegner signalementet af et stort talent. Vel høres reminiscenser fra Hvedekorn-redaktøren Poul Borums egne poesier, fra samme Borums elever Rolf Gjedsted og Asger Schnack: smertefremstillinger, blødt skummende sansebade, retoriske udladninger, lidt for selvglade armbevægelser, direkte klichéer fra modernismens udenlandske overdrev. Men Michael Strunge skriver digte i lange strømmende åndedrag, om lyset og himlen, sortheden og jorden, om længslen efter tilblivelse, om hver dags forbrænding af kroppens sanser, og selvfølgelig om kærligheden og fremtiden fuld af visioner. Digtet »Nye dage« virker næsten som et programskrift for den sanselige, visionære digtning, som Michael Strunge stiller sig i spidsen for sammen med en anden debutant, somiøvrigt også springer ud fra Hvedekorn: F. P. Jac: »Vi er frugten af nattens fortrængninger / vi er det glemte i mørket. / Vi er dem der troede på stjernerne / vi er dem der elskede drømmene trofast intuitivt / mens andre lod dem blegne / i dagens smukke lys.« Ja, ja, tonen kan være anmassende, men der er masser af musik i den. Vi må holde øje med den digter.

Læs hele vurderingen