Det er en lidt tynd historie, vi kan læse her i billedbogen om Lilletrold, der af sin far, den gamle havtrold provokeres til at vise, hvad han duer til. Det drejer sig om at være farlig og forskrække søfolkene. Ren fiasko - for hver gang, Lilletrold jager en båd, støder han ind i motoren og slår sig. Til sidst vælger han den mindste båd, en robåd med en dreng ved årerne. Hans situation er den, at han hellere vil ro end med motorbådene ud til øen, så da Lilletrold skubber hans båd, bliver det til sejr for dem begge. Den ret korte tekst finder sin plads i illustrationerne, der udfylder alle dobbeltsider. Havets blå farve er den gennemgående baggrund for en livlig tolkning af de to havtrolde, af havnen og dens mennesker og dem til søs. Der er megen uro i billedet, et flimmer af farver og streger, der på sin vis giver fart og humør over feltet, men som også virker forstyrrende på billedaflæsningen. Teksten kan ikke læses de første skoleår, og til skolebiblioteket har den ikke andet bud end almindeligt fritidslån.