Bøger / skønlitteratur til børn / roman


Beskrivelse


På Blæseøen er der lagt op til en trist jul. Skumle mænd forsøger at skræmme beboerne væk før juleaften. Men så sender lille Anton et brev til sin kugleskøre onkel på Sydhavsøen langt væk. Nisserne kommer også til hjælp.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. nov. 2002

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 25. nov. 2002

Makkerparret Borregaard og Dahl udgav i 2001/12 Mylle Pylle i zoologisk have. Nu har de lavet årets julekalender på DR P3 der sendes hver morgen i december. Til bogen hører en CD med sangene fra julekalenderen. Hovedpersonen er Lille Anton der bor på Blæseøen. Han har mistet sine forældre og er overladt til to halvgamle brødre Erhard og Gustav. De to er ualmindelig usympatiske og tænker kun på at snyde beboerne på øen og på at tilbringe aftenerne på øens kro. De udnytter Anton der heldigvis har sine venner på øens gods og blandt nisserne. Lille Anton har en brevdue ved hvis hjælp øen reddes. Brevduens fugleklatter er vigtig ammunition i kampen mod banditterne. Persongalleriet består desuden af en lumsk amerikaner mr. Badfellow der taler gebrokkent dansk, og som har en aftale med landets uhæderlige finansminister Peter Gyldegris. Julen bliver naturligvis reddet, banditterne får deres retfærdige straf, og alle på Blæseøen kan ånde lettet op. Jeg synes ikke det er lykkedes at lave hverken en spændende eller en sjov julekalender. Humoren er grov og unuanceret, og det er persontegningen også. Der er mange handlingsforløb at holde styr på. Annemette Bramsen tegner indbydende og hyggeligt. Bogen vil kunne bruges til oplæsning for 3.-4. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 25. nov. 2002

af

af

Britta Liboriussen

d. 25. nov. 2002

Kalenderbog for børn fra ca. 6 år. DRs radiojulekalender på P3 december 2002. I 24 afsnit fortæller forfatterne historien om lille Anton på Blæseøen i det høje nord. Lille Anton er 10 år. Han har mistet sine forældre og bor hos de 2 halvgamle brødre, Erhard og Gustav. Erhard og Gustav hader julen, så der er lagt op til en trist december. Lille Anton har dog en kugleskør onkel, Georg, der bor på en sydhavsø langt væk. Ham vil Anton sende en julehilsen. På Blæseøen er julefreden imidlertid truet. Skumle mænd vil skræmme beboerne til at flytte inden juleaften. Som det sig hør og bør i en rigtig julehistorie falder alt dog på plads til jul med lidt hjælp fra nisserne, og Lille Anton får en rigtig dejlig juleaften. Det er, som om man har læst historien mange gange før, men den skal nok blive populær i december, hvor efterspørgslen på kalenderbøger er stor. Her er tale om hygge for hele familien. Lidt spænding er der naturligvis også. Historien er illustreret med humoristiske tegninger i farver, der understreger hyggen. Til bogen er udkommet en CD med sangene fra radioen. En traditionel kalenderbog, der udfylder behovet for hygge og oplæsning i julemåneden. Vil blive efterspurgt som de øvrige bøger i genren.



Informationer og udgaver