Bøger / skønlitteratur til børn

Lavet af Raffi


Beskrivelse


Billedbog. Raffi kan ikke lide vilde lege, og han føler sig anderledes. En dag lærer Raffi at strikke, og begynder at strikke et halstørklæde. De andre børn driller Raffi, men da han syr en kappe til skolens teaterstykke, sker der noget.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. mar. 2014

af

af

Marion Tirsgaard

d. 20. mar. 2014

Billedbog om kønsroller, om at føle sig anderledes men også om at finde og gøre det, som man er god til og kan lide. Velegnet til en snak om forskelligheder. Særlig brugbar til sensitive og kreative drenge, der har andre interesser end de gængse. Fra 4-6 år.

Raffi føler sig anderledes. Han kan ikke lide larm og vilde lege og søger ofte de voksnes selskab. En dag lærer han at strikke, og han begynder med sin forældres opbakning at strikke et halstørklæde. I skolen driller de andre børn ham, og Raffi spekulerer på, om han mon er en pigedreng. Men alt ændrer sig, da Raffi tilbyder at sy en kappe til et teaterstykke. Alle synes, at Raffi er sej. Historien er skrevet i et letforståeligt sprog og formidler fint men også simpelt og lidt overfladisk tematikken. Illustrationerne er farverige og glade, men de bliver hurtigt lidt flade og upersonlige i deres udtryk. Illustrator har illustreret flere børnebøger af ældre dato, mens forfatter er ukendt. Forsiden viser Raffi i gang med at strikke, mens bagsideteksten fint formidler bogens indhold.

Der findes en del billedbøger om at være og føle sig anderledes, men så vidt jeg ved er der ingen, der sætter fokus på kønsroller og som omhandler en dreng, der kan lide at strikke og designe.

En billedbog, som formidler et vedkommende emne, men som desværre gør det på en simpel og uoriginal måde. Den udfylder imidlertid et hul og vil være særlig velegnet til en snak i børnehaver om kønsroller og drenge versus piger.



Informationer og udgaver